Skip to main content

Udflugter

Vandreture        Gratis natur        Byer        Natur €        Forlystelser

Ronda

Anbefalet af Bodil og Bjarne

Ronda ligger ca. 155 km fra Torrox. Byen er opført på klippemassiv, og den gennem­skæres af den ca. 100 meter dybe Tajo-kløft. Vi var inde og se tyrefægterarenaen, der er Spaniens ældste. Det var også i Ronda, man begyndte at bruge et rødt klæde til tyrefægtning. En anden seværdighed er Puente Nuevo-broen, som forbinder de to bydele. Det tog 42 år at bygge broen, der ligger på det højeste og smalleste sted i Tajo-kløften. Broen er bygget i 1700-tallet, og man har en fantastisk udsigt ned over kløftens dyb 90 meter længere nede. Vi var også inde i domkirken Santa María la Mayor, der ligger i den gamle bydel. Kirken var oprindeligt en moské, og den gamle minaret er siden blevet ombygget til et klokketårn. Inde i kirken ses et barokalter og en apsis, der er blevet bygget med domkirken i Málaga som forbillede. Man skal betale entre for at komme ind i kirken, men den inkluderer adgang til taget og til tårnet. I 2024 blev første del af Desfiladero del Tajo færdig. Det er en lang gangsti, som fører ned til bunden af Puente Nuevo, tre meter over floden. I august 2026 åbnes yderligere en etape, så man kan fortsætte ind under broen. Åbningstider fremgår af: turismoderonda.es/es/ronda/experiencias_actividades/experiencias_y_actividades_/desfiladero_del_tajo (børn skal være over 8 år). En tur til Ronda kan kombineres med et besøg i byen Setenil de las Bodegas, der ligger ca. 15 km nord for, i grotten Cueva de la Pileta, der ligger ca. 20 km sydvest for. og/eller olivenplantagen LA Organic , der ligger 3,5 km nordvest for.

Billeder fra Bodil og Bjarne

28. juni 2026